Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Madklubben og Arla går sammen om et initiativ, der skal modvirke det faldende niveau af madfærdigheder blandt børn og unge.

Når 42 pct. af de unge ikke kan koge et æg, og mange voksne bruger under 15 minutter på aftensmad, mister samfundet både viden, færdigheder og fællesskab.

Med kampagnen ”Mad giver læring til livet” har Arla sat fokus på problemet, og som en del heraf inviterer Madklubben skoleklasser ind i deres restaurantkøkkener.

Her kan eleverne lære om råvarer og håndværk fra professionelle kokke. Målet er både at styrke de unges nysgerrighed og selvtillid i køkkenet og inspirere flere til at vælge gastronomiske erhvervsuddannelser.

Projektet ses som et vigtigt skridt mod en ny tilgang til madundervisning og dannelse.

Core Hospitality fastholder medarbejdere om vinteren med sprogkurser

Når hotelbelægningen falder om vinteren, kan det være svært at holde på medarbejderne. Hos Core Hospitality mener man at have fundet en løsning. Sprogkurser styrker internationale medarbejderes kompetencer og gør det samtidig muligt at beholde dem hen over skuldersæsonen.

Danske topplaceringer på World’s 50 Best styrker gastroturismen

Tre restauranter fra hovedstadsområdet har fået placeringer på The World’s 50 Best Restaurants 2026. Ifølge HORESTA kan den internationale anerkendelse tiltrække flere turister til Danmark og skabe omsætning i både hotelbranchen og det øvrige oplevelseserhverv.

Log ind