Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Store dele af hotel- og restaurationsbranchen kæmper stadig med eftervirkninger af de seneste års restriktioner og nedlukninger. Men Kolding Hotel Apartments har klaret sig godt igennem krisen. Selv i det værste corona-år, 2020, præsterede lejlighedshotellet i Koldings latinerkvarter et overskud, og i 2021 blev det tredoblet til godt 1,1 mio. kr., skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

Det flotte resultat skyldes ifølge direktør Jeanette Therkildsen flere forskellige faktorer.

”I modsætning til andre, og til hvad mange tror, så har vi ikke været lukket ned på noget tidspunkt i løbet af pandemien. Der er ingen tvivl om, at vores koncept med hotellejligheder med egen indgang, eget køkken osv. har været en styrke med alle de forholdsregler, vi har skullet tage igennem de seneste par år,” konstaterer hun.

Der var dog mere stille i lejlighederne i 2020, og det udnyttede Kolding Hotel Apartments til at sætte gang i en række udviklings- og renoveringsprojekter, der for alvor slog igennem i 2021.

”Vi har blandt andet fået nyt online bookingsystem og en digital gæstebog, og så er vi blevet certificeret med både Green Key og Det Økologiske Spisemærke for vores indsatser omkring miljø og fødevarer. Vi har også udviklet et nyt koncept for børn, Stay Playful, og i det hele taget har alle medarbejdere bidraget stærkt til, at vi har kunnet bruge den lidt bedre tid end vanligt i 2020 til at stå skarpt og stærkt i 2021,” siger Jeanette Therkildsen.

Kattegatcentret er blevet Green Key-certificeret

Kattegatcentret er blevet Green Attraction-certificeret efter flere års arbejde med at reducere attraktionens klima- og miljøaftryk. Indsatserne omfatter blandt andet solenergi, grundvandskøling, genbrug af udstillingsmaterialer og ændringer i caféens sortiment.

VINGSTED markerer 30 år med Green Key

VINGSTED hotel & konferencecenter kan i år fejre 30 år som Green Key certificeret. Siden den første certificering i 1996 er kravene blevet udvidet, og arbejdet omfatter i dag blandt andet løbende dokumentation af energi, vand og affald.

HORESTA: Turismens grønne omstilling kræver større gennemsigtighed

Skærpede regler for grøn markedsføring og miljøcertificering træder i kraft 27. september. Pia Svane, chef for kompetencer, bæredygtighed og certificering i HORESTA, peger på behovet for klare krav, så virksomheder og gæster kan have tillid til certificeringerne.

Log ind