Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Det københavnske restaurations- og natteliv er i chok. Igennem lang tid har vi arbejdet tæt sammen med Københavns Kommune om at lave en visionær plan for udviklingen af byens natteliv, skriver Lasse Sørensen, partner, Sovino Brands, Lars Børsting, politisk chef, Rekom, og Peder Blak, adm. direktør, The Old Irish Pub, i deres fælles indlæg i Politiken, hvor de retter en kritik af de udkast, som foreligger på en ny restaurations- og nattelivsplan.

”Vi er gået meget aktivt ind i arbejdet, og vi har haft en rigtig god dialog med kommunen om, hvordan vi kan sikre fremtidens gode oplevelser på barer, diskoteker, natklubber, restauranter samt hotelbarer og samtidig få skruet ned for støjen, når ’festen’ foregår på gaden – uden for de professionelle rammer. Derfor var det som at blive ramt af lynet, da vi så udkastet til en ny restaurations- og nattelivsplan.”

Vedtages forslaget, har kommunen taget en hammer i hånden, som den kan svinge over vores erhverv efter forgodtbefindende, skriver de.

Bilhus på Østerbro kan blive hotel med 175 værelser

Et bilhus på Rovsingsgade i København undersøges som mulig placering for et nyt hotel. Projektet ligger i forlængelse af kommunens ønske om at placere flere hoteller uden for Indre By, men kræver ændringer i plangrundlaget.

Nyt teknisk museum skal tiltrække 383.000 gæster

Planerne om at omdanne Svanemølleværket i København til Danmarks Tekniske Museum er rykket videre med en arkitektkonkurrence. Museet forventer 383.000 besøgende om året, og vinderprojektet skal findes i maj 2027.

København afviser loft over store events

Et forslag om at begrænse antallet af store arrangementer i København er blevet stemt ned i Borgerrepræsentationen. Flertallet ønsker ikke et fast loft over begivenheder, der kan skabe aktivitet og omsætning i byen.

Log ind