Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Coronakrisen har gjort livet surt for mange restauranter rundtomkring i landet, og tirsdag måtte en af Aarhus' fineste af slagsen tage den yderste konsekvens. Restaurant Gastromé, som har haft en Michelinstjerne siden 2015, blev begæret konkurs efter ikke længere at kunne betale husleje eller løn til de ansatte som følge af coronanedlukningen, skriver Jyllands-Posten Aarhus.

Og selv om mange brancher og forskellige slags restauranter er hårdt ramt på økonomien af de omfattende nedlukninger, peger formanden for HORESTA i Midtjylland, Jakob Beck Wätjen, på, at især Michelinrestauranter og andre, som leverer topgastronomi, har særlige udfordringer.

”Michelinrestauranter har generelt flere ansatte end normale restauranter, og hvis de har holdt på dem, og prøvet at understøtte dem, er det også en fordyrende post, for kompensationen til lønnen dækker ikke voldsomt meget af det. For mange kunder giver det ikke meget mening at købe Michelinmad med hjem, fordi det er restaurantoplevelsen og bl.a. tjenerens anbefaling af bestemte vine til retterne, som folk søger. Det er en totaloplevelse, som man ikke kan få derhjemme,” siger han.

Tidligere hotelchef bliver vicedirektør i Den Gamle By

Nina Carlslund tiltræder 16. november som vicedirektør i Den Gamle By i Aarhus. Efter 13 år som hoteldirektør hos Scandic og en periode som administrerende direktør for Danske Hoteller skal hun nu arbejde med gæsteoplevelser, drift og forretningsudvikling.

Rødvig Kro & Badehotel henter ny køkkenchef

Jesper Nielsen er tiltrådt som køkkenchef på Rødvig Kro & Badehotel. Han kommer med erfaring fra internationale Michelinrestauranter og flere års drift af Egn Boutique Hotel & Restaurant på Møn.

Log ind