Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Sverige er kendt for sin åbne og progressive socialpolitik. Norge er kendt for sin rigdom og Finland for sit uddannelsessystem. Men Danmark? Tja, faktisk er vi ikke særligt kendt ude i verden, lyder det fra kommunikationschef i VisitDenmark Anders Rosbo.

”Det arbejder vi selvfølgelig for at gøre noget ved. I øjeblikket slår vi hårdt på hygge for at skabe et narrativ om den danske kultur, som er med til at give Danmark et godt omdømme ude i verden, som kan tiltrække turister,” siger han.

At skabe en fortælling om landet er netop afgørende for, hvordan andre lande opfatter det, lyder en af konklusionerne i den årlige RepTrak-undersøgelse fra Reputation Institute, der for nylig kårede Sverige som det land i verden med det bedste omdømme.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

København forbyder reklamer for flyrejser og krydstogter

Københavns Kommune har som den første kommune i Danmark besluttet at forbyde reklamer for flyrejser, krydstogter og nye benzinbiler på kommunale arealer. Forbuddet omfatter blandt andet busstoppesteder og reklamesøjler.

Bestseller-ejer køber lufthavnsbygninger i Aarhus

Anders Holch Povlsens selskab Heartland køber bygninger og arealer i Aarhus Airport for 90 mio. kr. Handlen skal styrke lufthavnens økonomi, mens de tre ejerkommuner fortsat står for driften og udviklingen.

Log ind