Sagen vedrørte en hal, der blev drevet som en selvejende institution (fond eller forening), og som modtog tilskud fra kommunen.  Hallen drev udover sportsfaciliteterne også en cafe, som blandt andet blev brugt til afvikling af private selskaber, det vil sige erhvervsvirksomhed, som er i direkte konkurrence med de ydelser som udbydes af lokale hoteller og restaurationer.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen indskærpede overfor den tilskudsgivende kommune, at kommunen skal sikre, at en eventuel støtte ikke virker konkurrenceforvridende.

Det blev anført, at dette eksempelvis kan ske ved, at hallen, som modtager støtten, skal sikre sig, at caféen alene henvender sig til hallens medlemmer/gæster, hvorved caféen dermed ikke er i konkurrence med private aktører. Videre var det anført, at hallen skal sikre sig, at den offentlige støtte ikke direkte eller indirekte overføres til caféens kommercielle aktiviteter. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen oplyste, at dette for eksempel kan sikres ved, at caféen bortforpagtes på markedsmæssige vilkår, herunder at cafeen betaler en forpagtningsafgift svarende til markedslejen og andre øvrige omkostninger. Dette kan eksempelvis gøres gennem jævnlige udbud.

Konkret traf Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i den foreliggende sag ikke afgørelse om, hvorvidt der faktisk var tale om konkurrenceforvridende støtte ydet fra kommunen til hallen i strid med konkurrencelovens § 11 a., men styrelsen fandt altså anledning til at komme med en indskærpelse.

Sagen er et typisk eksempel på den form for konkurrence fra institutioner, som modtager offentligt tilskud, som en del af HORESTA’s medlemmer slås med, og sagen kan ses som en "løftet pegefinger" til både de kommuner der yder tilskud og til de institutioner, som modtager tilskud om ikke offentlige tilskud hverken direkte eller indirekte må understøtte kommercielle aktiviteter i form af møde-, kursus-, konference- og selskabsvirksomhed.