Der blev kokkereret til den store guldmedalje på Hindsgavl Slot ved Middelfart, da Danske Konferencecentre var vært for det uofficielle DM for konferencekokke, Copper Skillet. Vinderne af de to alderskategorier har nu kvalificeret sig til Europamesterskaberne.

Kevin Hemicke fra Marienlyst Strandhotel, som deltog i Copper Skillet for første gang, vandt seniorkategorien mens Rikki Raahauge fra Hotel Vejlefjord løb med sejren i juniorkategorien.

Konkurrencen er en stresstest

Kokke er vant til at præstere under pres, men da der til konkurrencen kun var 30 minutter, to gasblus og meget få redskaber og råvarer til rådighed til at forberede en hovedret, var udfordringen stor for alle deltagerne.

“Konkurrencen er i den grad en stresstest. Det handler om at have struktur på tingene og holde øjnene på bordet – og på uret. Og så handler det om at have realistiske forventninger til, hvad man faktisk kan nå at tilberede på 30 minutter,” fortæller Kevin Hemicke.

Når man er under sådan et tidspres, handler det om at fokusere på det vigtigste og være villig til at nedtone andre elementer for at skabe det bedste resultat. Det kan årets juniorvinder skrive under på.

“Det handler om at fokusere på god smag og struktur, og så kan man være nødt til at gå lidt på kompromis med det visuelle. Men samtidig skal man huske, at den hovedret, man tilbereder, skal kunne serveres på et kursus- og konferencehotel,” siger Rikki Raahauge.

Se video fra konkurrencen herunder. Artiklen fortsætter under videoen

Skal forsvare sidste års triumf

Nu skal de to talentfulde kokke forsvare sidste års triumf, hvor Danmark gjorde rent bord og vandt begge kategorier ved EM i Amsterdam. Begge nuværende danske europamestre kommer fra Rungstedgaard, som selv er vært for dette års EM.

Initiativtageren til den danske udgave af den internationale kokkekonkurrence roser både Hindsgavl Slot og de kokke, der deltog i årets konkurrence.

“Det var et fremragende setup, og Hindsgavl havde virkelig skabt gode rammer for konkurrencen. Deltagerne havde god plads og fine forhold, og de kvitterede ved at levere på et meget højt niveau,” siger Jakob Buus, der er direktør på Bautahøj Kursus- og Konferencehotel.

Fortjent opmærksomhed til konferencekokke

Jakob Buus glæder sig over, at den internationale konkurrence, Copper Skillet, også er blevet en dansk tradition. For ham handler det om at give de ellers lidt anonyme konferencekokke og deres betydning for møder og konferencer lidt velfortjent opmærksomhed.

“Til daglig er der mindst lige så høje forventninger til kokkene på et konferencested som i en a la carte-restaurant. Ofte står og falder deltagernes vurdering af møder, kurser og konferencer med kvaliteten af forplejningen, og derfor er det så velfortjent, at konferencekokkene med denne konkurrence kommer lidt frem i rampelyset,” siger Jakob Buus.

Andenpladsen i juniorkategorien gik til Andreas Pinaussi fra Jørgensens Hotel, mens Kenny Hansen fra Hindsgavl Slot tog sølvmedaljen blandt seniorkokkene.

Log ind