Af Jannick Nytoft, adm. direktør, HORESTA

De voldsomt stigende energipriser rammer for alvor vores erhverv lige nu, og desværre ser vi ind i en tid, hvor de formentlig stiger yderligere, samtidig med at forbruget falder.

Regeringens forslag har indtil nu været, at visse virksomheder kan få lov til at udskyde ekstraregningerne. Foreløbig til et ukendt tidspunkt og på ukendte vilkår.
For de særligt udfordrede virksomheder vil modellen selvfølgelig kunne lette på likviditetspresset her og nu. Men at skubbe en stor regning foran sig ind i en uvis tid er lidt som at springe ud fra 3. sal med lukkede øjne i håb om, at man lander blødt. Der skal ganske enkelt mere til for hjælpe vores erhverv igennem den anden 100 års-krise på tre år.

I løbet af den seneste uges tid har en anden brancheorganisation været i medierne med budskabet om, at vi skal have sænket fødevaremomsen for at hjælpe blandt andre restauranterne gennem krisen. I HORESTA er vi ikke enige i prioriteringen og noget undrende over budskabet.  

Vi skal være de første til at bakke op om en sænkelse af momsen. Det har HORESTA arbejdet på længe. Men lavere fødevaremoms er mest en fest for dagligvarebutikkerne og deres kunder. I vores erhverv vil effekten være stærkt begrænset, for når vi har trukket den lavere købsmoms fra i salgsmomsen, vil den øgede momsdifference blot ende i statskassen. Det redder ingen fra konkurs.

I stedet er der brug for at få sænket de skatter og afgifter, som for alvor kan styrke økonomien i hele turisme- og oplevelseserhvervet. Fra hoteller, vandrerhjem og campingpladser til restauranter, cafeer, kasinoer, forlystelsesparker osv.

Under coronakrisen har flere lande i Europa sænket hotel- og restaurantmomsen, og det har blot forringet en i forvejen urimelig konkurrencesituation for danske virksomheder. I forbindelse med den aktuelle krise taler flere lande nu om at støtte erhvervslivet yderligere. Det vil selvfølgelig kun gøre ondt værre for danske hoteller, restauranter og turistvirksomheder.

Efter to år med corona, hvor vores erhverv har båret de største byrder, er det helt urimeligt at forvente, at vi nu både skal kunne klare en voldsom omkostningsstigning, et forventet fald i den indenlandske omsætning og et yderligere pres på vores konkurrencekraft over for udlandet.

Derfor er der brug for, at et flertal i Folketinget – om ikke andet så for en periode – sænker udvalgte skatter og afgifter, så vi får større muskler, når vi skal ud og kæmpe om de udenlandske turisters opmærksomhed. En presset økonomi i mange europæiske familier sammenholdt med, at Danmark i forvejen er en dyr destination kan blive en farlig cocktail.

Derfor appellerer vi på det kraftigste til, at politikerne får efterset turismeerhvervets konkurrencevilkår, så vi ikke taber vigtige eksportkroner i statskassen.
Der er brug for andet og mere end at skubbe yderligere gæld foran os.

Flammen frygter skæv konkurrence fra takeaway efter momsnyt

En lavere moms på takeaway end på restaurantbesøg kan påvirke gæsternes valg mellem at spise ude og tage maden med hjem. Flammens adm. direktør, Piet Klein, er især bekymret for konsekvenserne for efterspørgslen på restauranter.

Restauranter frygter kompleks administration med ny moms

Regeringens planer om lavere moms på fødevarer omfatter takeaway, men ikke restaurantbesøg. Hos NoHo Partners vækker det bekymring for mere administration og en kompliceret håndtering af moms i restauranter med både servering og takeaway.

København sætter 46 mio. kr. af til kontrol med udlejning

Københavns Kommunes budgetaftale for 2027 afsætter samlet 46 mio. kr. til en ny boligpatrulje og den sagsbehandling, som indsatsen ventes at medføre. Patruljen skal blandt andet føre kontrol med ulovlig korttidsudlejning og ulovlig hoteldrift, men de konkrete beføjelser afhænger fortsat af kommende lovgivning.

Log ind