Hvis en medarbejder udsættes for seksuel chikane, kan arbejdsgiver så ifalde et erstatningsansvar for den psykiske skade det måtte have påført medarbejderen?
Det var omdrejningspunktet i en sag ved retten i Esbjerg, som fandt, at et malerfirma blev erstatningsansvarlig for den psykiske skade, en kvindelig malersvend fik på byggepladsen som følge af, at hun var udsat for seksuel chikane gennem flere måneder.
Chikanen bestod i groft krænkende tekster af seksuel karakter om hende. Teksterne var blandt andet skrevet i elevatorerne på byggepladsen, ligesom hun modtog henvendelser relateret til teksterne på både sms og personligt. Chikanen stod på i ca. 5 måneder.
Malersvenden rettede henvendelse til de to ejere af malerfirmaet, der jævnligt befandt sig på byggepladsen. Som svar på hendes henvendelse blev det nævnt, at hun blot skulle opfatte teksterne som en kompliment.
Den ene ejer tog dog initiativ til at male teksterne over, men teksterne kom hurtigt tilbage. Malervirksomheden foretog sig ikke yderligere, og malersvenden blev efterfølgende sygemeldt, hvor hun fik stillet diagnosen uspecificeret belastningsreaktion. Skaden blev anerkendt som arbejdsskade.
Byretten fandt, at arbejdsgiver var bekendt med de uønskede seksuelle skriverier om malersvenden, og at arbejdsgiver ikke iværksatte tilstrækkelige eller effektive foranstaltninger for at bringe chikanen til ophør.
Derfor lød afgørelsen, at arbejdsgiveren var ansvarlig for den skade som kvinden var blevet påført, da de ikke havde overholdt reglerne efter arbejdsmiljøloven om at sikre et ordentligt psykisk arbejdsmiljø.
Malersvenden blev herefter tilkendte godtgørelse for svie og smerte og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste på i alt 136.000 kr. Yderligere blev der under henvisning til omfanget, karakteren og varigheden af krænkelsen tilkendt godtgørelse efter ligebehandlingsloven på 30.000 kr.
HORESTA bemærker, at dommen viser, at arbejdsgiver har en klar forpligtelse til at iværksætte initiativer og handle, når en medarbejder udsættes for et dårligt arbejdsmiljø. Handlepligten bliver meget tydelig, når arbejdsgiver, som tilfældet var i sagen, er blevet gjort opmærksom på, at der foregår chikane.
Medlemmer kan kontakte HORESTA for nærmere rådgivning vedrørende seksuelle krænkelser ved at ringe til HORESTAs juridiske callcenter tlf. 35 24 80 40.
SENESTE NYHEDSBREV
BRANCHENYHEDER
-
HORESTA: Danskernes julevaner er i bevægelse
28-12-2025
PRESSEKLIP
-
HORESTA: Hotelstop i Indre By i København er kortsigtet og skadeligt
28-12-2025
-
Anders Holch Povlsen overtager ikonisk Aarhus-hotel
28-12-2025
-
Brandramt hotel melder ud: Genåbner i 2026
28-12-2025
-
Hotel dropper den klassiske julegave til medarbejderne
28-12-2025
-
Stort hotel i Korsør solgt efter to år på markedet
28-12-2025
-
Hotelbranchen klarer sig godt trods stigende omkostninger
28-12-2025
-
Airbnb under pres: Danskerne er delt i synet på udlejning
28-12-2025