Cedric har svært ved at beslutte sig. Er det cafeens Pain au Chocolat, han synes bedst om eller mandelcroissanten?

”Det kunne også være vores Tarte au Citron. Når man har en sød tand, er det faktisk meget svært at vælge,” siger han med et grin.

Cedric Decaudin er indehaver af den nyåbnede franske bager, La Boulangerie, der ligger i Ørestad på Amager. Og det var både smagen af fransk bagværk men også stemningen fra parisiske cafeer, hans ønskede at skabe i sit nye hjemland ved at åbne bageriet.

”Vi tilbyder vores gæster et lille stykke af Paris i Ørestad. Både i forhold til de kager, vi serverer men også i form af stemning. Vi har indrettet med møbler direkte fra Frankrig, musikken er fransk og så taler vores personale selvfølgelig fransk,” siger Cedric og fortsætter:  

“Det, der definerer bageriets DNA er at tilbyde det allerbedste, fransk kultur har at tilbyde. Og vi har det helt fint med at lege med alle de klicheer, det indebærer.”

Og gæsterne sætter pris på den stemning, viser tilbagemeldinger.

”Det er selvfølgelig skønt, når gæsterne siger, de netop har smagt den bedste croissant i deres liv. Men det er også vidunderligt, når de fortæller, at de under besøget faktisk har haft følelsen af at rejse til Paris for et øjeblik på grund af duften, de franske gloser og musikken.”

(historien fortsætter under billedet)

Han ønsker, at bageriet bliver en integreret del af den københavnske bydel, og derfor håber han på glade stamgæster. Derfor har han også bygget et orangeri, hvor gæster kan holde fødselsdage, og mødregrupper kan mødes med baby og barnevogn.

Cedric står dog ikke helt alene med de gode ideer og kærligheden til Paris. Han mødte samarbejdspartneren, Jerome, for tyve år siden, da de begge arbejdede på en loungebar i Paris. Men det var langtfra en loungebar, der var brug for i Ørestad.

”Faktisk havde vi selv bare brug for det sted, hvor man kan få en ordentlig kop kaffe og en ægte croissant. Og hvor man kan mødes til morgenmad med venner og familie eller bare sætte sig med computeren og arbejde. Sådan håber vi virkelig, at gæsterne vil bruge cafeen.”

La Boulangerie er netop blevet en del af HORESTA. Og det glæder Cedric sig over.

”For os var det vigtigt at have fuldstændig styr på lovgivningen, og her er HORESTA den helt rette kilde til information og rådgivning.”

Genåbningen er netop blevet en realitet, og derfor er det også først nu, at La boulangerie virkelig skal stå sin prøve. Men Cedric har et håb og en klar ambition.

”Min drøm er, at når gæster går ud af døren, siger de: Vi ses i morgen.”

HORESTA byder også velkommen til andre nye medlemmer, som blandt andet inkluderer POPL, Hotel Kong Frederik og Ricemarket.

Log ind