International arbejdskraft er afgørende for Danmarks sammenhængskraft
For HORESTAs medlemmer er international arbejdskraft helt afgørende. De danske restauranter og spisesteder vinder gang på gang international hæder for store præstationer, når de kæmper om guldet til Bocuse d'Or, prisen for verdens bedste restauranter, og når Michelin-stjernerne uddeles. Det kan vi og skal vi være stolte af. Men førerpositionen er udfordret. Uden dygtige internationale talenter til hotel- og restaurationsbranchen kan vi ikke fastholde og udvikle vores produkt, og dermed vil vi tabe de markante eksportindtægter, som dansk turisme genererer, når turister kommer fra hele verden for at opleve dansk gastronomi.
Derfor vil HORESTA udvide positivlisten så den rummer flere faggrupper i hotel- og restaurationserhvervet samt hæve ledighedskravet for supplerende beløbsordning til 4,5%.
Flere unge i beskæftigelse
43.000 unge er i dag hverken i uddannelse eller beskæftigelse. Regeringen har udpeget denne problemstilling som et af deres store fokusområder, så flere udsatte unge bliver hjulpet bedre videre i livet. I dag er hotel- og restaurationsbranchen blandt de bedste erhverv til at få unge på kanten af arbejdsmarkedet i permanent beskæftigelse. Erhvervet er dermed vant til at løfte et stort ansvar.
Derudover vil HORESTA arbejde for at flere unge får et fritidsjob. I dag spænder regulering fra EU nemlig ben for, at unge i den skolepligtige alder ikke må arbejde mere end 2 timer i hverdagene. Derfor foreslår HORESTA, at unge i den skolepligtige alder kan arbejde 3-4 timer om dagen i stedet for 2 timer, som det er i dag
Flere seniorer på arbejdsmarkedet
HORESTA foreslår at gøre det mere attraktivt for seniorer at blive på arbejdsmarkedet efter, at de er nået folkepensionsalderen ved at hæve seniorpræmien til 60.000 kr. om året i tre år efter folkepensionsalderen ved mindst 30 timers ugentligt arbejde. Det vil øge incitamentet til at blive på arbejdsmarkedet, da man i dag får ca. 47.000 kr. det første år og ca. 28.000 kr. det andet år. Samtidig bør der indføres en seniorpræmie for folk der arbejder mellem 20-29 timer ugentligt, der så blot vil være en forholdsmæssig mindre udbetaling.