Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Bühlmann Hotels har udnævnt tre chefer fra egne rækker til nye centrale stillinger. Katja Icaca Madsen bliver kommerciel direktør, Natasja Icaca Madsen bliver design- og standardchef, mens Nicholai Krogh Jensen tiltræder som driftschef med ansvar for indkøb, F&B og teknik.

Ifølge adm. direktør og medejer Danni Bühlmann er ændringerne en del af arbejdet med at styrke den strategiske retning og sikre stærkere eksekvering i organisationen. Han fremhæver samtidig, at rekrutteringen internt er med til at bygge videre på virksomhedens kultur og værdier.

Bühlmann Hotels har de seneste år udvidet forretningen. Blandt andet er kæden i gang med at udvide Airport Hotel Billund med 90 nye værelser samt nye møde- og konferencefaciliteter. Samtidig står kæden til at drive det kommende hotel Rådmandshaven i Næstved med 118 værelser.

Den nye organisering skal ifølge Danni Bühlmann styrke samspillet mellem strategi, kommerciel udvikling, koncept og drift i hotelkæden.

Læs hele historien på Turisme24

Go Hotels forfremmer ny hotelchef i Nordhavn

Go Hotels har overtaget driften af Go Hotel Nordø i København og udpeget en ny hotelchef gennem intern rekruttering. Udnævnelsen er en del af hotelkædens strategi om at udvikle egne medarbejdere til lederstillinger.

Efter HORESTAs fokus: Minister vil bremse tyrkiske visumansøgninger

Udenrigsministeriet vil indføre en venteliste for tyrkiske turistvisumansøgere efter en markant stigning i antallet af ansøgninger. Tiltaget kommer efter mistanke om visumshopping, som blandt andet har ført til omfattende afbestillinger hos københavnske hoteller.

CORI Spa åbner med nyt wellnesskoncept i Hornbæk

CORI Hornbæk Hotel har åbnet en spa med pool, sauna, behandlinger og faciliteter til restitution. Tilbuddet henvender sig både til hotelgæster og besøgende, der kan booke behandlinger eller købe dagsadgang.

Log ind