Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Dyrehavsbakken - bedst kendt som Bakken - leverede i 2025 et mindre overskud på 140.000 kr. For direktør Malina Lebrecht Hye er et resultat tæt på nul imidlertid et tegn på succes. Bakken fungerer som en non-profit motor for de selvstændige teltholdere, restauranter og forlystelser i parken, og målet er derfor at investere midlerne i markedsføring, aktiviteter og fælles faciliteter frem for at skabe et stort overskud.

Resultatet er samtidig påvirket af en strategisk prioritering om at nedbringe gælden. I 2025 blev gælden reduceret med over 6 mio. kr., hvilket har styrket økonomien og øget soliditetsgraden til knap 27 pct. Driften påvirkes dog fortsat af vejret, færre åbningsdage og de særlige rammer i Dyrehaven, som har betydning for aktivitetsniveauet.

For at styrke besøgstallene vil Bakken nu udvide eventprogrammet med 50 pct. i den kommende sæson. Målet er at tiltrække nye målgrupper og skabe flere oplevelser, der kan øge omsætningen hos parkens restauranter, boder og forlystelser.

Læs hele historien på Turisme.nu

Internationalt: Tre norske turistmål indfører ny turismeskat

Fra januar 2027 kan turister i tre norske kommuner blive mødt af en ekstra afgift på 3 pct. af overnatningsprisen. Ordningen skal bidrage til at håndtere presset fra turismen, og flere kommuner har allerede søgt om at indføre samme afgift.

Uventet millionarv overrasker sjællandsk museum

Ringsted Museum og Arkiv har modtaget en arv på 8,8 mio. kr. fra en dansk kvinde, der døde i USA sidste år. Pengene er ikke øremærket bestemte formål, men skal bruges på projekter med tilknytning til Ringsted.

Mere beskyttet natur kan bidrage med milliarder til turismen

En ny analyse fra Concito og Tænketanken Hav viser, at mere beskyttet natur kan skabe økonomiske gevinster for Danmark. Alene øget international turisme vurderes at kunne bidrage med 2 til 5 mia. kr. årligt, hvis flere naturområder beskyttes.

Log ind