Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

14 pct. af lønmodtagerne i Danmark havde i 2024 udenlandsk oprindelse mod blot 3 pct. i begyndelsen af 1990’erne. Det viser en ny analyse fra Danmarks Nationalbank, som peger på, at udenlandsk arbejdskraft i stigende grad består af højtuddannede medarbejdere i blandt andet forsknings-, undervisnings- og medicinalbranchen.

Ifølge økonom Amy Yuan Zhuang fra Nationalbanken har udenlandsk arbejdskraft været en vigtig drivkraft for beskæftigelsen de seneste år. Knap 400.000 personer med udenlandsk oprindelse arbejder i Danmark, og omkring halvdelen har været her i under ti år. Nationalbanken vurderer samtidig, at udenlandsk arbejdskraft har været med til at dæmpe løn- og prispres på arbejdsmarkedet.

3F peger dog på, at mange udlændinge fortsat arbejder i traditionelle lavtlønsområder som hotel-, restaurant-, bygge- og landbrugsbranchen, hvor der fortsat ses problemer med lave lønninger og dårlige vilkår.

Læs hele historien på Politiken

Danske topplaceringer på World’s 50 Best styrker gastroturismen

Tre restauranter fra hovedstadsområdet har fået placeringer på The World’s 50 Best Restaurants 2026. Ifølge HORESTA kan den internationale anerkendelse tiltrække flere turister til Danmark og skabe omsætning i både hotelbranchen og det øvrige oplevelseserhverv.

Go Hotels forfremmer ny hotelchef i Nordhavn

Go Hotels har overtaget driften af Go Hotel Nordø i København og udpeget en ny hotelchef gennem intern rekruttering. Udnævnelsen er en del af hotelkædens strategi om at udvikle egne medarbejdere til lederstillinger.

Efter HORESTAs fokus: Minister vil bremse tyrkiske visumansøgninger

Udenrigsministeriet vil indføre en venteliste for tyrkiske turistvisumansøgere efter en markant stigning i antallet af ansøgninger. Tiltaget kommer efter mistanke om visumshopping, som blandt andet har ført til omfattende afbestillinger hos københavnske hoteller.

Log ind