Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Siden november 2020 har medarbejderne på Sunset Boulevards hovedkontor arbejdet efter en fire dages arbejdsuge med fri om fredagen. Den 19. juni markerer kæden sin Sunset Friday nummer 223, svarende til et helt års arbejdsdage med fuld lønnet fri.

Ordningen blev indført som led i en ændring af arbejdsgange og mødestruktur. Antallet af møder er reduceret med omkring 50 pct., og der er indført daglig fordybelsestid uden møder eller afbrydelser.

Ifølge kædens seneste trivselsmåling vurderer næsten 70 pct. af medarbejderne, at ikke værdiskabende arbejde kun udgør 0-5 pct. af arbejdsdagen, mens 89 pct. angiver, at de i høj eller meget høj grad er tilfredse med arbejdspladsen.

I samme periode er Sunset Boulevards omsætning mere end fordoblet. CEO Jens Gjødvad Baisner fremhæver, at formålet har været at arbejde mere fokuseret og skabe værdi gennem bedre prioritering af tiden. Han understreger samtidig, at ordningen løbende evalueres og justeres efter, om den understøtter kvalitet, trivsel og resultater.

Fynsk landmand hædres med Årets Wiuff 2026

Mathias Nick Olesen fra Palleshavegaard i Faaborg-Midtfyn Kommune er kåret som modtager af Årets Wiuff 2026. Han hædres for sit arbejde med jordens frugtbarhed, regenerative dyrkningsprincipper og råvarer til gastronomien.

Nyborg Strand og HORESTA inviterer igen til Fremtidens Fundament

Efter en succesfuld debut med mere end 100 deltagere vender inspirationsdagen Fremtidens Fundament tilbage 6. januar 2027. Her får elever fra hotel- og restaurantbranchen en gratis mulighed for at styrke motivation, udvikle personlige kompetencer og skabe nye relationer på tværs af branchen.

Styrk jeres cyberberedskab: Få op til 50.000 kr. i tilskud

Er jeres virksomhed klar, hvis en uventet krise rammer driften? Gennem Virksomhedsudvikling Danmark kan små og mellemstore virksomheder nu få tilskud til professionel rådgivning, der kan styrke cyberberedskabet. Men ansøg snart, for der er frist den 2. november.

Log ind