Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Royal Run vender tilbage 2. pinsedag 2026 og udvides med fire nye værtsbyer: Ringkøbing, Randers, Middelfart og Helsingør.

København er igen med som vært, men for de nye byer er det første gang, de får æren af at huse det populære motionsløb, som i år satte deltagerrekord med knap 98.000 deltagere.

Til næste år åbnes der for hele 111.500 pladser, og eventet kan få en positiv afsmitning på lokal turisme.

Ifølge arrangørerne er løbet ikke blot en sportslig begivenhed, men også et kulturelt og kommercielt tilløbsstykke, som kan løfte byernes synlighed og tiltrække nye gæster – både på selve dagen og i tiden efter.

Der er plads til 50.000 deltagere i København og op mod 20.000 i Randers. I Ringkøbing, Middelfart og Helsingør åbnes der for mellem 10.000 og 17.500 løbere. Salget af startnumre åbner 1. oktober kl. 10.00.

Læs hele historien på Turistmonitor

København blandt Europas billigere hotelbyer i lavsæsonen

Et nyt prisindeks placerer København i den billigere halvdel af 16 europæiske storbyer, når det gælder hotelovernatninger i januar og marts. Hovedstaden er billigere end blandt andet London, Amsterdam og Paris, mens Berlin og Prag har lavere priser.

Anni Matthiesen vender tilbage som turismeordfører

Venstre har fordelt ordførerskaberne på ny, og Anni Matthiesen overtager igen ansvaret for turismeområdet. Hun fremhæver turismens betydning for lokale arbejdspladser, erhvervsudvikling og vækst i hele Danmark.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Log ind