Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Kurhotel Skodsborg er blevet hædret med titlen ’Denmark’s Best Hotel Spa 2025’ ved årets World Spa Awards – en af spa- og wellnessbranchens mest prestigefyldte prisuddelinger.

Udnævnelsen er et kvalitetsstempel og gives som anerkendelse af hotellets høje standarder, helhedsorienterede tilgang og enestående gæsteoplevelser.

Ifølge hotellets CEO, Susanne Åberg, er prisen en vigtig milepæl og en fælles anerkendelse af både medarbejdere og loyale gæster. Kurhotel Skodsborgs spa trækker på over 125 års sundhedstraditioner og tilbyder i dag et moderne spaunivers med 16 forskellige badeoplevelser – herunder saunaer, dampbade, hydromassage, infrarød varme og koldtvandskar.

Kombinationen af naturens elementer og avanceret spa-teknologi er med til at gøre stedet til et eksklusivt åndehul for både danske og internationale gæster. Med hæderen fra World Spa Awards cementerer hotellet sin status som en af Danmarks førende wellnessdestinationer.

Nyt femstjernet hotel åbner i Hornbæk

Efter flere års ombygning åbner Cori Hornbæk Hotel for overnattende gæster 25. september. Det femstjernede hotel får 77 værelser og suiter samt fem townhouses, mens bar, restaurant og spa åbner i løbet af oktober.

25 Hours løfter belægning og priser i København

25 Hours Hotels Copenhagen havde denne sommer fremgang i både belægning og gennemsnitlige værelsespriser på kædens to hoteller i København. Også i april og maj voksede belægningen sammenlignet med samme periode sidste år.

HORESTA efterlyser bedre kontrol med skyggehoteller

Regeringen vil begrænse ulovlig udlejning på såkaldte skyggehoteller i København. HORESTA mener, at forslaget ikke sikrer den nødvendige kontrol, fordi det ikke indeholder krav om registrering og indberetning af udlejningsdage.

Log ind