Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Luksushotellet Stella Maris ved Svendborg har overhalet d’Angleterre på Tripadvisors liste over Danmarks bedst anmeldte luksushoteller og indtager nu en andenplads efter Hotel Nimb.

Bag succesen ligger massive investeringer, først af Saxo Bank-stifter Kim Fournais og senest af nuværende ejer Niels Thorborg.

Trods anerkendelsen er økonomien fortsat udfordret. I 2024 steg bruttofortjenesten til 15 mio. kr., men året endte med et underskud på 700.000 kr.

Hoteldirektør Lui Haas Jensen peger på lav belægning i vinterhalvåret og tomme værelser på hverdage som de største udfordringer. Derfor satser han nu på flere erhvervsgæster og konferencer med overnatning.

Samtidig skal nye initiativer som sejlture med veteranskibet M/S Helge, firmayoga, julefrokoster og fremtidige sauna- og wellnessfaciliteter bidrage til at forvandle hotellet til en helårsdestination og sikre sorte tal i regnskabet for 2025.

Læs hele historien på Børsen

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind