Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Et netværk af omkring 170 lejligheder i København udlejes ifølge en ny kortlægning systematisk til turister og fungerer reelt som skyggehoteller. Lejlighederne, der formelt er registreret som helårsbeboelse, formidles via platforme som Airbnb og Booking.com.

Det er Jyllands-Posten, der på baggrund af offentlige data og oplysninger fra tidligere ansatte, har kortlagt strukturen, som opererer under navnet Nest Collective.

Ifølge juridiske vurderinger kan metoden være i strid med gældende regler, da boliger kun må anvendes til beboelse. Praksissen presser boligmarkedet og skaber ulige konkurrencevilkår for den professionelle overnatningsbranche, som længe har efterlyst politisk handling.

Nest Collective afviser at have overtrådt lovgivningen og fremhæver, at selskabet følger gældende regler og fungerer som administrator for ejerne. Sagen kommer dagen efter statsminister Mette Frederiksen i Folketingets åbningstale adresserede problematikken ved korttidsudlejning.

Læs hele historien på Turisme24

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind