Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Hvide Sande Havn har sat gang i et stort udbud af det centrale område Sluseøen og inviterer nu professionelle investorer og udviklere til at byde ind på en 99-årig lejekontrakt. De to arealer udgør tilsammen ca. 6.050 kvadratmeter og er placeret ideelt mellem fjord, havn og bymidte.

Projektet skal rumme funktioner som ferieboliger, hoteller, butikker eller andre nytænkende koncepter, der kan styrke Hvide Sande som helårsdestination.

Ifølge havnedirektør Mogens Pedersen skal området være med til at binde byen og havnen tættere sammen og bidrage til både erhverv og turisme. Udbuddet, der løber frem til januar 2026, håndteres af EDC Projekt Poul Erik Bech og EDC Ringkøbing med juridisk bistand fra Kirk Larsen & Ascanius.

Området er allerede en stærk turistmagnet med millioner af udenlandske overnatninger årligt – ikke mindst fra tyske gæster. Ifølge EDC er der stor interesse for ferieboligmarkedet i området, og de ser gode forretningsmuligheder i projektet. Udvælgelsen sker på baggrund af pris og kvalitet.

Læs hele historien på Turistmonitor

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind