Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Som led i finansloven for 2026 er der afsat en særpulje på 80 mio. kr., som går til en lang række lokale og kulturelle projekter. Pengene er en del af et politisk forlig mellem regeringen og Konservative og gives som engangsbevilling til initiativer, der typisk ikke får støtte gennem de store statslige ordninger.

En væsentlig del af midlerne tilfalder turisme- og oplevelsesbranchen. Historiecenter Dybbøl Banke modtager 8 mio. kr. til renovering, og Ribe Domkirke får 4 mio. kr. til restaureringsarbejde.

Derudover gives der støtte til grøn omstilling af Hjejleflåden i Silkeborg, udvikling på GeoCenter Møns Klint og nye formidlingsaktiviteter i Sagnlandet Lejre og Museum for Papirkunst. Flere kommunale projekter som en sti rundt om Sjælsø, restaurering af kilder i Roskilde og et formidlingshus om Hærvejen i Jels modtager også støtte.

Bevillingerne understreger politisk vilje til at styrke oplevelsesøkonomien uden for de største byer.

Læs hele historien på Turistmonitor

Internationalt: Tre norske turistmål indfører ny turismeskat

Fra januar 2027 kan turister i tre norske kommuner blive mødt af en ekstra afgift på 3 pct. af overnatningsprisen. Ordningen skal bidrage til at håndtere presset fra turismen, og flere kommuner har allerede søgt om at indføre samme afgift.

Uventet millionarv overrasker sjællandsk museum

Ringsted Museum og Arkiv har modtaget en arv på 8,8 mio. kr. fra en dansk kvinde, der døde i USA sidste år. Pengene er ikke øremærket bestemte formål, men skal bruges på projekter med tilknytning til Ringsted.

Mere beskyttet natur kan bidrage med milliarder til turismen

En ny analyse fra Concito og Tænketanken Hav viser, at mere beskyttet natur kan skabe økonomiske gevinster for Danmark. Alene øget international turisme vurderes at kunne bidrage med 2 til 5 mia. kr. årligt, hvis flere naturområder beskyttes.

Log ind