Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Et år efter at ni kommuner modtog forsøgstilladelser til nye kyst- og naturturismeprojekter, er otte af projekterne nu i gang med enten lokalplanlægning, miljøundersøgelser eller konkret projektering.

Projekterne spænder fra badehoteller og feriecentre til surfskoler og kulturcentre. Kun ét projekt, Klintegården i Kalundborg, er reelt sat i bero.

I modsætning til den første runde tilladelser fra 2015, hvor kun tre af ti projekter blev realiseret, er der denne gang tydelig fremdrift og politisk vilje. Haderslev Kommune forventer eksempelvis at tage første spadestik næste år på Aarø.

Samtidig arbejder kommuner som Samsø, Holstebro og Odsherred videre med projekter, der skal styrke helårsturisme og naturtilbud. Et nyt lovforslag lægger desuden op til en mere fleksibel tilgang til forsøgstilladelser og reducerer Grøn Treparts vetomuligheder, hvilket kan få betydning for afviste projekter som Thy Seaside Resort i Thisted.

Læs hele historien på Turistmonitor

København blandt Europas billigere hotelbyer i lavsæsonen

Et nyt prisindeks placerer København i den billigere halvdel af 16 europæiske storbyer, når det gælder hotelovernatninger i januar og marts. Hovedstaden er billigere end blandt andet London, Amsterdam og Paris, mens Berlin og Prag har lavere priser.

Anni Matthiesen vender tilbage som turismeordfører

Venstre har fordelt ordførerskaberne på ny, og Anni Matthiesen overtager igen ansvaret for turismeområdet. Hun fremhæver turismens betydning for lokale arbejdspladser, erhvervsudvikling og vækst i hele Danmark.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Log ind