Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Trinity Hotel og Konference igangsætter snart en udvidelse på 3.600 kvadratmeter samt ombygning af yderligere 400 kvadratmeter. Udvidelsen omfatter en ny konferencesal med plads til op mod 700 gæster, 44 dobbeltværelser og et 700 kvadratmeter stort lobbyområde.

Hoteldirektør Camilla Tallerup fortæller, at hotellet oplever stor efterspørgsel, og har været udsolgt cirka 160 dage årligt. Den nye sal får mobil scene, højt til loftet, moderne IT- og AV-udstyr og adgangsforhold, der muliggør indkørsel af udstyr og køretøjer.

Udvidelsen ventes færdig i december 2026. Med over 30 eksisterende mødelokaler vil hotellet kunne rumme alt fra store konferencer til mindre messer.

Ifølge Camilla Tallerup er både beliggenheden tæt på motorvejen og hotellets ESG-indsats vigtige faktorer i beslutningen. Arbejdet med GreenKey har haft positiv effekt på driften og medarbejderne, og ledelsen ser udvidelsen som næste naturlige skridt i udviklingen.

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind