Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Når DP World Tour lægger vejen forbi Great Northern i Kerteminde i august 2026, forventes omkring 80.000 gæster at finde vej til Fyn. Det skriver Fyns Stiftstidende.

Det skaber et betydeligt pres på hotelkapaciteten i området, og overnatningssteder i både Odense og Nyborg er allerede begyndt at planlægge.

Hotel manager på Hotel Odeon i Odense, Caroline Sørensen fortæller, at der vil komme mange internationale gæster, og hotellet forbereder sig på at skræddersy alt fra morgenmad til logistik.

Hotel Hesselet i Nyborg glæder sig over det store arrangement. Hoteldirektør Christina Hermeling forventer fuld belægning og fremhæver logistik som en afgørende faktor, da gæsterne skal transporteres til og fra Kerteminde.

De store forventninger deles bredt i turismebranchen, hvor eventet ses som en unik mulighed for at sætte Fyn på landkortet.

Læs hele historien på fyens.dk

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind