Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Kort før sommerens turistsæson erkender teknik- og miljøborgmester i København, Line Barfod, at kommunen reelt ikke har mulighed for at kontrollere Airbnb-udlejning. Det skriver Politiken.

Som reglerne er nu må private kun udleje deres helårsbolig i op til 70 dage årligt, men kommunen mangler indsigt i udlejningernes omfang. Ifølge Line Barfod modtager kommunen kun skatteoplysninger, ikke konkrete udlejningsdage, hvilket gør kontrol og sanktionering nærmest umulig. Hun efterlyser lovændringer, der bl.a. kræver registrering og udlejningstilladelser.

I Folketinget har SF og Enhedslisten forsøgt at stramme reglerne, men forslaget er blevet stemt ned – trods bred anerkendelse af problemet. Kritikken går også på, at manglende kontrol skaber unfair konkurrence over for hoteller og ændrer byens boligmarked.

Evalueringen af den nuværende lov, som skulle være færdig i 2022, er endnu ikke klar. Imens står kommuner og borgere uden reelle muligheder for at håndhæve reglerne, selv når ulovlig udlejning dokumenteres.

Læs hele historien på politiken.dk – kræver abonnement.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Log ind