Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

En grund foran Næstved Kommunes administrationsbygning, der i dag bruges som parkeringsplads, er solgt til Udviklingsselskabet Rådmandshaven. Den lokale virksomhed skal stå for et omfattende byudviklingsprojekt, hvor et nyt hotel med op til 12 etager og 120 værelser bliver omdrejningspunkt. Det skriver Turisme24.

Derudover skal området rumme 140 boliger fordelt på syv blokke og en ny bypark. Hotellet får blandt andet gourmetrestaurant, café og tagterrasse med offentlig adgang.

Arealet på 25.000 kvadratmeter er netop blevet overdraget formelt, og første spadestik forventes i 2026. Planen er, at hele projektet står klar i 2028.

Borgmester Carsten Rasmussen fra Næstved Kommune kalder aftalen et vigtigt skridt i retning af at styrke byens udvikling og skabe attraktive omgivelser.

Læs hele historien på turisme24.dk

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind