Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Møns Klint er blevet det nyeste danske bidrag på Unescos verdensarvsliste, og kulturminister Jakob Engel-Schmidt ser udnævnelsen som en oplagt mulighed for at tiltrække flere turister – ikke kun til Møn, men til Danmark som helhed. Ifølge ministeren rummer landet et stort, uudnyttet potentiale for turisme uden for de klassiske destinationer som København og Vesterhavet.

Han understreger dog, at ambitionen ikke er at skabe overturisme, men at åbne op for flere besøgende på en måde, der respekterer lokalområdet og naturen. Der er aktuelt god kapacitet til flere gæster ved Møns Klint.

Jakob Engel-Schmidt fremhæver også Vordingborg Kommune og Geocenter Møns Klint for deres arbejde med at få området anerkendt internationalt. Han afviser ikke, at staten kan blive involveret i eventuelle tiltag for at sikre klinten mod belastning.

Læs hele historien på Turistmonitor

Internationalt: Tre norske turistmål indfører ny turismeskat

Fra januar 2027 kan turister i tre norske kommuner blive mødt af en ekstra afgift på 3 pct. af overnatningsprisen. Ordningen skal bidrage til at håndtere presset fra turismen, og flere kommuner har allerede søgt om at indføre samme afgift.

Uventet millionarv overrasker sjællandsk museum

Ringsted Museum og Arkiv har modtaget en arv på 8,8 mio. kr. fra en dansk kvinde, der døde i USA sidste år. Pengene er ikke øremærket bestemte formål, men skal bruges på projekter med tilknytning til Ringsted.

Skatteminister vil undersøge afgifter på autocampere

To ens autocampere kan betale vidt forskellige beløb i årlig CO2-afgift afhængigt af motortypen. Skatteminister Jakob Engel-Schmidt har nu bedt embedsværket undersøge reglerne efter kritik fra campingbranchen.

Log ind