Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

VisitDenmark oplever vækst på fem ud af seks nye udviklingsmarkeder, efter organisationen i sommer udvidede indsatsen til 14 markeder. Især Schweiz skiller sig ud med over 50.000 flere overnatninger end året før.

Ifølge international markedsdirektør Mads Schreiner bekræfter tallene det potentiale, man har set i blandt andet aktiv ferie og kulturtilbud.

Organisationen arbejder nu på at indsamle mere dybdegående data om de nye markeder for at målrette indsatsen yderligere. Til gengæld oplever både Norge og Storbritannien tilbagegang – henholdsvis knap 75.000 og 40.000 færre overnatninger.

Det skyldes blandt andet prisfølsomhed og faldende flykapacitet. VisitDenmark forventer dog, at udviklingen i Storbritannien stabiliseres, når flyforbindelserne genetableres.

Læs hele historien på Turistmonitor

København blandt Europas billigere hotelbyer i lavsæsonen

Et nyt prisindeks placerer København i den billigere halvdel af 16 europæiske storbyer, når det gælder hotelovernatninger i januar og marts. Hovedstaden er billigere end blandt andet London, Amsterdam og Paris, mens Berlin og Prag har lavere priser.

Anni Matthiesen vender tilbage som turismeordfører

Venstre har fordelt ordførerskaberne på ny, og Anni Matthiesen overtager igen ansvaret for turismeområdet. Hun fremhæver turismens betydning for lokale arbejdspladser, erhvervsudvikling og vækst i hele Danmark.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Log ind