Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Et notat fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune viser, at der aktuelt er 12 forespørgsler om at omdanne ejendomme i Indre By til hoteller.

Ansøgningerne spænder fra ferielejligheder og konvertering af kontorlokaler til deciderede hotelbyggerier på blandt andet Store Kongensgade, Østergade, Laksegade og Nyropsgade.

Udviklingen vækker bekymring hos teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), der frygter, at en koncentration af hoteller i centrum vil skade byens diversitet og presse beboere ud. Sagerne har hidtil ikke krævet politisk behandling, men efter kritik er en ny praksis nu indført, hvor lignende sager skal forelægges politisk.

Line Barfod har indledt en politisk proces i 10 af de 12 sager med henblik på at bremse udviklingen. Enhedslisten ønsker i stedet, at hotelprojekter placeres i andre dele af byen.

Spørgsmålet om, hvorvidt der sættes ind mod hotelvæksten, afhænger af den nye borgerrepræsentation, der tiltræder i starten af 2026.

Læs hele historien på Turisme24

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind