Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Et nyt politisk forslag om at flytte skolernes sommerferie længere ind i august bliver mødt med bekymring i den danske turistbranche.

Forslaget kommer fra børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, som vil undersøge muligheden for at lægge ferien i ugerne 28–33, fordi sommervejret ofte topper senere.

I branchen lyder dog skarp modstand. Kritikken går bl.a. på, at det nuværende feriemønster med danskere i juli og tyskere i august og september sikrer optimal kapacitetsudnyttelse og stabile priser.

I august 2024 foretog danskere 3,7 mio. overnatninger, mens udenlandske gæster stod for 6,7 mio. Overlap vil øge presset på overnatningskapaciteten.

Pernille Kofod Lydolph fra Feriehusudlejernes Brancheforening kalder forslaget useriøst og advarer mod kortsigtede beslutninger baseret på vejrforskelle fra år til år.

Branchen understreger, at en stabil og forudsigelig ferieplan er afgørende for både planlægning og økonomi.

Læs hele historien på Turistmonitor

København blandt Europas billigere hotelbyer i lavsæsonen

Et nyt prisindeks placerer København i den billigere halvdel af 16 europæiske storbyer, når det gælder hotelovernatninger i januar og marts. Hovedstaden er billigere end blandt andet London, Amsterdam og Paris, mens Berlin og Prag har lavere priser.

Anni Matthiesen vender tilbage som turismeordfører

Venstre har fordelt ordførerskaberne på ny, og Anni Matthiesen overtager igen ansvaret for turismeområdet. Hun fremhæver turismens betydning for lokale arbejdspladser, erhvervsudvikling og vækst i hele Danmark.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Log ind