Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Når Tivoli åbner den 4. april, bliver det med et omfattende program, der skal trække både danske og udenlandske gæster til Danmarks største turistattraktion.

Med 4,25 mio. besøgende i 2024 står forlystelseshaven klar med blandt andet 200 koncerter, tre festivaler og 45 events.

Fredagsrock og LørdagsHits byder på navne som Bryan Adams, Black Eyed Peas, TV-2 og Michael Learns to Rock. Glassalen får en ny restaurant drevet af holdet bag formel B, mens Tivolirevyen får premiere med Linda P. i spidsen.

Derudover vender Dronning Margrethes eventyrballetter Askepot og Klods-Hans tilbage. Sommerens oplevelser inkluderer også havefestivaler, nye madoplevelser og en hyldest til Pippi Langstrømpes 80-års fødselsdag.

Investeringerne i haven og oplevelsesprogrammet skal styrke Tivolis position som en moderne, kulturel helhedsdestination midt i København.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Log ind