Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Kunstmuseum Brandts har opnået Green Attraction-certificeringen, hvilket betyder, at alle klassiske museer og oplevelsestilbud i Odense Kommune nu er miljøcertificerede.

Certificeringen stiller krav til bæredygtig drift, herunder energi- og vandforbrug samt affaldssortering. Initiativet markerer en vigtig sejr for Odense som grøn destination, fremhæver Tue Kempf, direktør for Destination Fyn.

Udover Kunstmuseum Brandts er blandt andre Odense Zoo, H.C. Andersens Hus og Den Fynske Landsby certificeret.

Jens Toftgaard, direktør for Danmarks Jernbanemuseum, understreger vigtigheden af kulturinstitutionernes rolle i den grønne omstilling.

Også andre aktører, som Odense Åfart og Odense Teater, arbejder aktivt med bæredygtighed. Derudover har flere hoteller, konferencecentre og eventfaciliteter i byen opnået certificeringer som Green Key og Svanemærket.

Internationalt: Tre norske turistmål indfører ny turismeskat

Fra januar 2027 kan turister i tre norske kommuner blive mødt af en ekstra afgift på 3 pct. af overnatningsprisen. Ordningen skal bidrage til at håndtere presset fra turismen, og flere kommuner har allerede søgt om at indføre samme afgift.

Uventet millionarv overrasker sjællandsk museum

Ringsted Museum og Arkiv har modtaget en arv på 8,8 mio. kr. fra en dansk kvinde, der døde i USA sidste år. Pengene er ikke øremærket bestemte formål, men skal bruges på projekter med tilknytning til Ringsted.

Mere beskyttet natur kan bidrage med milliarder til turismen

En ny analyse fra Concito og Tænketanken Hav viser, at mere beskyttet natur kan skabe økonomiske gevinster for Danmark. Alene øget international turisme vurderes at kunne bidrage med 2 til 5 mia. kr. årligt, hvis flere naturområder beskyttes.

Log ind