Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Small Danish Hotels er for anden gang kåret som Danmarks bedste hotelkæde ved Danish Travel Awards.

Det er danske forbrugere, som baseret på egne oplevelser og via en afstemning står bag kåringen.

Hotelkæden, der består af mere end 75 kroer og hoteller fordelt over hele landet, modtog prisen foran Brøchner Hotels og Guldsmeden Hotels.

Den administrerende direktør for Small Danish Hotels, Finn Kræfting, fremhæver, at prisen er et stort skulderklap til ejere og medarbejdere, som dagligt arbejder for at imødekomme gæsternes høje forventninger. Kåringen fandt sted ved den 27. udgave af Danish Travel Awards, hvor 18 hotelkæder var nomineret.

Travelmedia Nordic og branchemedierne Check-in.dk, Standby.dk og Turisme24.dk står bag uddelingen.

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind