Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Den erfarne restauratør Michael Rønnebæk-Rørth og hans selskab, Plates Group ApS, overtager driften af Restaurant Silo fra de nuværende ejere. Rønnebæk-Rørth vender dermed tilbage til restauranten, som han var med til at grundlægge i 2016.

Sammen med den nuværende direktør, Jacob Petersen-Bach, ser Rønnebæk-Rørth frem til de nye muligheder.

"At vende tilbage til Restaurant Silo føles som at komme hjem. I en årrække havde jeg æren af at lede Silo-projektet, som dengang og i dag tiltrækker mange gæster. Derfor er jeg selvfølgelig både begejstret for at være tilbage og for at føje endnu en enestående restaurantlokation til rækken af vores lokationer”, siger Michael Rønnebæk-Rørth.

Jonas Olesen, medejer af driftsselskabet bag Restaurant Silo, fremhæver, at tidspunktet er det rette til at overdrage ansvaret, og han udtrykker tillid til det nye partnerskab.

Restaurant Silo fortsætter sin drift på 17. etage af The Silo i Nordhavn i København.

Bilhus på Østerbro kan blive hotel med 175 værelser

Et bilhus på Rovsingsgade i København undersøges som mulig placering for et nyt hotel. Projektet ligger i forlængelse af kommunens ønske om at placere flere hoteller uden for Indre By, men kræver ændringer i plangrundlaget.

Nyt teknisk museum skal tiltrække 383.000 gæster

Planerne om at omdanne Svanemølleværket i København til Danmarks Tekniske Museum er rykket videre med en arkitektkonkurrence. Museet forventer 383.000 besøgende om året, og vinderprojektet skal findes i maj 2027.

København afviser loft over store events

Et forslag om at begrænse antallet af store arrangementer i København er blevet stemt ned i Borgerrepræsentationen. Flertallet ønsker ikke et fast loft over begivenheder, der kan skabe aktivitet og omsætning i byen.

Log ind