Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Med tre uger til Madens Folkemøde er det fulde program nu offentliggjort. Programmet rummer bl.a. mere end 100 aktiviteter fordelt på ni scener, over 80 stande med dygtige producenter og nogle af landets vigtigste og mest toneangivende organisationer og virksomheder.

Samtidig kan Madens Folkemøde præsentere et ambitiøst brancheprogram, der rummer et nationalt topmøde, hvor en række avlere, politikere og interesseorganisationer stiller spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at der også er dansk frugt og grønt på hylderne til de næste generationer?

Fødevareminister Jacob Jensen inviterer fredag til en samtale om, hvordan vi kan bringe vores kulinariske arv i spil og pege på løsninger for fremtidens bæredygtige madkultur. Debatten bringer ny viden om danskernes madkompetencer i spil og markerer samtidig lanceringen af fødevareministerens projekt Fortiden i fremtidens mad.

Fredag er det også muligt at møde en række repræsentanter for en bred vifte af Folketingets partier i Åbent Folketing, hvor bl.a. Ida Auken (S), Charlotte Bagge (M), Christian Friis Bach (R) og Iben Krog (V) stiller op til spørgsmål og debat.

Subway vil vokse med flere franchisetagere

Subway åbner for flere franchisetagere i Danmark som led i kædens vækstplan. Fokus er især på partnere, der kan drive flere restauranter, mens kæden fortsat stiller krav til marked, opland og kundetrafik.

Norrlyst åbner ny restaurant med Michelin ambitioner

Norrlyst åbner i november restauranten Tamashii i Axel Towers i København med Henrik Jyrk som køkkenchef. Restauranten bliver koncernens nummer 17 og får ambitioner om at nå Michelin niveau med et moderne asiatisk køkken.

HORESTA glæder sig over afgørelse i Wolt-sag

HORESTA er tilfreds med, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har vurderet Wolts brug af en prisparitetsklausul som ulovlig. Klausulen begrænsede restauranternes mulighed for at sætte lavere priser på egne salgskanaler end på Wolts platform.

Log ind