Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Mad er vejen til mødedeltagernes hjerter. Det står lysende klart, når man kigger på de evalueringer fra tusindvis af møde- og konferencegæster, som ligger til grund for nomineringerne til Danmarks Bedste Venue 2024. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Danske Konferencecentre, der er en branchesammenslutning med flere end 100 af landets bedste, uafhængige møde- og konferencecentre som partnere, står bag den prestigefyldte kåring, og selve prisuddelingen finder sted hvert år på sammenslutningens Foreningsdag i april. Men både nomineringer og kåring bygger alene på bedømmelserne fra de hundredvis af møde- og konferencedeltagere, som hvert år evaluerer deres oplevelser på de forskellige venues.

Og selvom både venues og deres gæster synes meget optagede af nye trends og tendenser inden for møder og konferencer, så er det stadig noget af det allermest basale, der fylder mest i vurderingerne af de fem venues. Restauranten og morgenmaden er, sammen med mødelokalets faciliteter, de kriterier, gæsterne har lagt mest vægt på. Det handler f.eks. om præsentationen af maden og dens kvalitet samt personalets serviceniveau og restaurantens atmosfære.

De fem nominerede til Danmarks Bedste Venue 2024 er:
Hotel Koldingfjord A/S i Kolding
Hotel Vejlefjord ved Vejle
Pharmakon Konferencecenter i Hillerød
Rungstedgaard ved Rungsted Kyst
Skanderborg Park i Skanderborg

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

DKBS: Flere mødesteder melder om voksende ordrebøger

En ny analyse fra Danske Konferencecentre viser fremgang i ordrebeholdningen hos knap to ud af tre møde- og konferencesteder. Samtidig er kunderne blevet mere prisbevidste og skærer blandt andet ned på overnatninger og tilkøb.

Log ind