Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Agerskov Kro og Hotel kan igen bryste sig af at være danskernes foretrukne hotel. Det er ottende gang i træk, at det sønderjyske hotel modtager prisen som det bedste feriehotel i Danmark.

Det er gæsterne hos landets største hotelkæde, Small Danish Hotels, der endnu en gang har udpeget stedet som landets mest anbefalelsesværdige hotel. Vinderen af Årets hotel kåres på baggrund af bedømmelser fra gæster, der i løbet af 2023 har overnattet på et af hotelkædens privatejede kroer og hoteller, der ligger spredt over hele Danmark.

Danskerne lægger særligt vægt på, at Agerskov Kro og Hotels glade medarbejderhold og ejere evner, at få gæsterne til at føle sig utroligt velkomne og hele tiden er et skridt foran for at sikre gæsternes velbefindende.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind