Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

I 20 år har Heimathafen Hotels drevet en kæde af hoteller ved Nord- og Østersøen i Tyskland. Nu træder hotelkoncernen for første gang over den danske grænse. Det sker med opførelsen af et helårsbadehotel på vadehavsøen Rømø, skriver Børsen.

Tønder Kommune har netop underskrevet en aftale, der giver Heimathafen Hotels byggeretten til et stort areal i turistbyen Lakolk.

Projektet har været knap tre år undervejs, og det skal huse et badehotel på 12.200 kvm med 100 værelser og 55 lejligheder, spafaciliteter og gastronomi. Et byggeri med en ventet projektsum på mellem 300 og 400 mio. kr.

Heimathafen Hotels danske ambitioner stopper ikke på Rømø. Over de kommende ti år forventer direktør Jens Sroka at opføre tre til fem projekter yderligere i samme størrelsesorden som badehotellet på Rømø. Dermed ser den tyske hoteludvikler ind i at opføre danske badehoteller for op mod 2 mia. kr.

The Square genåbner efter renovering til 140 mio. kr.

Arp-Hansen Hotel Group har afsluttet en omfattende renovering af The Square på Rådhuspladsen i København. Investeringen på 140 mio. kr. har blandt andet givet hotellet 16 nye værelser, en opgraderet lobby og nye faciliteter.

Palads Hotel i Viborg renoverer 115 værelser

Palads Hotel i Viborg står over for en omfattende renovering efter flere år med underskud. Samtidig vil hotellets nye medejer samle administrationen af otte jyske hoteller i byen og dermed skabe nye arbejdspladser.

Park Lane Copenhagen får ny CEO

Louise Doré Petersen er udnævnt til adm. direktør og General Manager for Park Lane Copenhagen. Med mere end 30 års erfaring fra hotelbranchen skal Louise Doré Petersen stå i spidsen for hotellets videre udvikling og styrke dets position blandt Københavns luksushoteller.

Log ind