Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

På Lolland-Falster bruger turisterne en større andel af deres penge på restauranter end i resten af landet. I Sønderjylland bruger de flere penge på benzin. Og ved Vadehavskysten, Limfjorden og i Herning er turisternes forbrug især centreret om indkøb af dagligvarer.

Det viser data fra udenlandske betalingskorttransaktioner med Visa i august sidste år. Data viser også, om forbruget er stigende eller faldende, hvilken nationalitet kortholderen har, og hvilke andre destinationer kortholderne besøger.

VisitDenmark har netop indgået en aftale med Visa, som betyder, at alle destinationer i Danmark kan få adgang til denne type transaktionsdata.

”Aftalen med Visa giver os en masse ny viden om turisternes måde at agere på, når de er i Danmark. Vi får blandt andet data, der viser, hvor mange penge de bruger, hvad de bruger penge på og ikke mindst hvor i landet, de bruger pengene. Det er viden, som vi nu vil dele med destinationerne, så vi kan få et nyt, fælles afsæt for at forstå turisterne og skabe en bedre forretning - og i sidste ende også tiltrække flere turister,” siger analysechef Jan Voetmann, VisitDenmark.

Gennem to år har VisitDenmark, Center for Regional- og Turismeforskning, VisitAarhus og Destination Fyn, der er en del af Erhvervshus Fyn, valideret troværdigheden af data, og de to destinationer har også testet brugbarheden af data i samarbejde med deres lokale virksomheder.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind