Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Møde- og erhvervsturismen i Danmark har fået en ny ambitiøs bæredygtighedsplan, udarbejdet af MeetDenmark, som er Danmarks nationale udviklingsselskab for møde- og erhvervsturismen. For at sikre at branchen får mest mulig værdi af planens 11 initiativer, har MeetDenmark netop etableret et nationalt Sounding Board, som i de kommende år blandt andet vil fungere som sparringspanel.

Med om bordet er en række af landets fremmeste erhvervsturismevirksomheder, der skal hjælpe med best practices og sætte ekstra skub på den bæredygtig omstilling i erhvervs- og mødeturismen. Medlemmernes opgave er at bringe deres viden i spil og bidrage til at sikre, at branchen går i den rette bæredygtige retning de kommende år. Blandt andet Scandic Aarhus City, Bellagroup og Aalborg Kongres & Kultur Center har plads i boardet.

”Det er fantastisk, at vi har fået så mange dygtige folk med ombord. Det er en afgørende forudsætning for bæredygtighedsplanens succes, at indsatserne designes, så flest mulige virksomheder får gavn af dem, og vi er sammen om at løfte erhvervs- og mødeturismebranchen i en mere bæredygtig retning. Vi har som udviklingsselskab behov for at inddrage branchens forskellige aktører, når vi udruller bæredygtighedsplanen, der skal bidrage til at dansk erhvervs- og mødeturisme bliver en grøn vækstmotor både nationalt og internationalt,” siger Pia Lange Christensen, formand for MeetDenmark, og direktør i VisitAarhus.

HORESTA: Nye krav til takeaway rummer flere spørgsmål end svar

Fra 12. februar 2027 skal virksomheder med takeaway give gæsterne mulighed for at få mad og drikke i deres egne beholdere. Men branchen mangler stadig klare svar på, hvordan kravet Bring Your Own (BYO) skal fungere i praksis. HORESTA frygter, at virksomhederne ikke får mulighed for at afvise emballage, der kan bringe fødevaresikkerheden i fare.

Erhvervsturister står for hver fjerde turismekrone

Erhvervs- og mødeturismen stod i 2025 for 12 pct. af overnatningerne i Danmark, men 24 pct. af turismeomsætningen. Det viser VisitDenmarks årsberetning, der også sætter fokus på international markedsføring og kunstig intelligens.

Aarhus frygter at miste krydstogtgæster med ny afgift

Regeringens forslag om en afgift på 200 kr. pr. krydstogtpassager møder modstand i Aarhus. Borgmester Anders Winnerskjold, Aarhus Havn og VisitAarhus frygter, at afgiften vil få rederier til at fravælge byen og dermed koste omsætning og arbejdspladser.

Log ind