Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Med en ny aftale om bankospil ændres vilkårene for landets bankoforeninger markant. De nye regler betyder, at man fremover kan afholde bankospil efter to modeller. Enten ved at udlodde 35 pct. af salgssummen til godgørende formål eller betale 41 pct. af bruttoindtægten i afgift til staten (salgssum fratrukket præmier). Det er helt urealistisk, mener formand for Bankoforeningerne i Danmark, Thomas Winefeld:

”Vi har i flere år kæmpet for at få moderniseret reglerne på bankoområdet, der i dag er drevet af foreninger, der bortlodder overskuddet til godgørende formål som lokale idrætsklubber eller almennyttige formål. Med de nye regler bliver mange foreninger tvunget til at skulle betale en tårnhøj afgift til staten, der frem for idrætsklubber vil blive modtagerne af bankforeningernes overskud.”

Han mener nemlig ikke, at modellen hvor foreningerne kan afgiftsfritages mod at bortlodde 35 pct. af salgssummen er en mulighed for foreningerne. De har typisk en tilbagebetalingsprocent på 75-80 pct., foruden at der skal betales husleje og andre omkostninger til at drive foreningen. Derfor vil langt de fleste være tvunget til at gå den kommercielle vej og betale høje afgifter til statskassen til skade for idrætsklubber og almennyttige formål.

”Vi bortlodder af vores overskud i dag, og det er rigtig mange idrætsforeninger og almennyttige foreninger dybt afhængige af. Men hvis vi skal uddele 35 pct. af salget af bankoplader til almennyttige formål, så hænger det simpelthen ikke sammen. Vi vil skulle sætte priserne så langt op, at vores medlemmer ikke har råd til at gå til banko, hvis vi fratages muligheden for at tilbagebetale indsatserne i gevinster.

Bankospillet er et socialt åndehul for rigtig mange mennesker og er drevet af foreninger. Det vil være helt forfærdeligt, hvis vores medlemmer ikke længere kan gå til banko og være en del af et fællesskab,” siger Thomas Winefeld.

Bankoforeningerne i Danmark (BFID) peger på, at de to valgte modeller ligner modellerne for to helt andre områder. Det almennyttige spor, hvor der skal bortloddes 35 pct., gælder i dag for de almennyttige lotterier, hvor patientforeninger sælger lodsedler eller julekalendere. Den anden model, hvor der ikke skal bortloddes, men til gengæld betales en høj spilafgift til statskassen ligner til forveksling de rammer som kommercielle spilleautomater har. Derfor mener BFID, at der skal kigges på en tredje løsning, der tilgodeser foreningerne og deres virkelighed.

”Vi er oprigtigt bekymrede for, om foreningsdrevne bankospil snart er fortid. De foreslåede rammer er så langt fra vores virkelighed, og betyder, at mange foreninger vil lukke. Frivillige vil ikke drive foreningerne bare for, at overskuddet går i statskassen frem for til fodboldklubben,” siger Thomas Winefeld.

Bankoforeningerne er i høj grad drevet med det sociale for øje, hvor medlemmerne kommer fra alle steder i samfundet og i alle aldre. Derfor mener BFID, at det vil have store menneskelige konsekvenser for mange mennesker, at bankoforeninger vil lukke, som følge af de nye regler.

”Profit og stort overskud er ikke i vores DNA. Det handler om at vi kan drive vores foreninger på en god og ordentlig måde. For samværet er en stor del af rigtig mange menneskers sociale liv. De seneste års restriktioner har i den grad vist, hvor stor social betydning bankoforeningerne har for mange menneskers mentale trivsel. Derfor opfordrer vi på det kraftigste til, at man stikker en tredjemodel sammen, hvor helt almindelige foreninger kan afholde bankospil til glæde for medlemmer og lokalsamfundet, ellers vil det for mange være slut med banko i foreninger og så vil det blive meget kommercielt” slutter Thomas Winefeld.

Det er endnu uvist, hvornår de nye regler skal træde i kraft og hvad de præcise betingelser bliver. Det afventer den endelige udmøntning af en ny bekendtgørelse, der forventes fremsat senere på året.

I de nuværende regler må foreninger afholde bankospil for deres medlemmer og disses pårørende under visse betingelser. Der betales i dag 17,5 pct. i afgift af kontantgevinster over 200 kr. og af varegevinster over 750 kr.

Regeringen dropper turismeskat men fastholder krydstogtafgift

Regeringens plan om en turistskat på overnatninger i København og Aarhus er ikke med i finanslovsudspillet. Til gengæld vil regeringen fra 2028 indføre en afgift på 200 kr. pr. krydstogtpassager, som ventes at indbringe staten 300 mio. kr. årligt.

Turismeskat kan indbringe staten 350 mio. kr. i to byer

En turismeskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus kan give staten en årlig indtægt på omkring 350 mio. kr. Det viser nye beregninger fra skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt, der samtidig understreger, at der er betydelig usikkerhed om konsekvenserne.

Fem forhold kan afgøre turistskattens skæbne

Regeringen overvejer ifølge et internt notat en turistskat på 20 kr. pr. overnatning i København og Aarhus som led i finansieringen af et kommende skatteudspil. Turistmonitor peger i en analyse på uenighed om både selve afgiften og anvendelsen af indtægterne.

Log ind