Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Regeringen lancerede i fredags en ny national strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme udarbejdet i samarbejde med erhvervet. Med lancering af strategien skydes også en ny, stor national iværksætterindsats Hub for Innovation in Tourism i gang med en toårig finansiering på 26,6 millioner kroner.

Konkret bliver der i indsatsen fokus på at stimulere nye turisme-start ups gennem samarbejder med uddannelsesinstitutioner og inkubationsmiljøer. Der etableres partnerskaber mellem startups og videnmiljøer, og derudover understøttes startups fra idé til marked i særlige udviklingsforløb, hvor der er fokus på at styrke iværksætternes kompetencer i forhold til at indfri deres potentiale for vækst og skalering af virkomheden.

”Dansk turisme har brug for innovative virksomheder og iværksættere, der kan tænke nyt og udfordre dagens løsninger. Fremtidens turister bliver mere og mere digitale, og det skaber rum for nye spændende, produkter, der kan sætte Danmark på verdenskortet. Samtidig skaber indsatsen gode forudsætninger for, at der udvikles nye digitale løsninger på fx restauranterne, hotellerne og konferencecentrene, så vi styrker konkurrenceevnen, samtidig med at gæsterne får en endnu bedre oplevelse. Jeg ser frem til at følge arbejdet og til at se endnu flere virksomheder slå rod og vokse sig store,” siger Erhvervsminister Simon Kollerup.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind