Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Antallet af krydstogtsgæster i København er styrtdykket i år, og på nuværende tidspunkt forventer Københavns havn omkring 300.000 færre gæster end anslået for året, hvilket svarer til et fald på 30 procent, skriver Berlingske.

Det store fald skyldes især, at det vigtige trækplaster for krydstogtsturister i Østersøen, nemlig den russiske by Sankt Petersborg, ikke kan besøges på grund af krigen i Ukraine og de internationale sanktioner mod Rusland.

Flere – især amerikanske rederier – har valgt at minimere sin aktivitet i Østersøen. I slutningen af marts forventede man anløb fra 344 krydstogtskibe spredt over året, der stort set er det samme niveau som i 2019. Men nu ser det tal ud til at lande på omkring 300 anløb.

Bilhus på Østerbro kan blive hotel med 175 værelser

Et bilhus på Rovsingsgade i København undersøges som mulig placering for et nyt hotel. Projektet ligger i forlængelse af kommunens ønske om at placere flere hoteller uden for Indre By, men kræver ændringer i plangrundlaget.

Nyt teknisk museum skal tiltrække 383.000 gæster

Planerne om at omdanne Svanemølleværket i København til Danmarks Tekniske Museum er rykket videre med en arkitektkonkurrence. Museet forventer 383.000 besøgende om året, og vinderprojektet skal findes i maj 2027.

København afviser loft over store events

Et forslag om at begrænse antallet af store arrangementer i København er blevet stemt ned i Borgerrepræsentationen. Flertallet ønsker ikke et fast loft over begivenheder, der kan skabe aktivitet og omsætning i byen.

Log ind