Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Det er ikke lang tid siden, at magasinet Time Out placerede København højt på en af de globale lister over attraktive byer. I oktober blev Nørrebro kåret til verdens mest cool kvarter, og nu tilslutter magasinet Monocle sig. De udgiver hvert år en liste over verdens bedste byer at opholde sig i, “most liveable cities”, og i 2021 ligger København øverst på listen. Det skriver Børsen.

Ifølge lektor og medieforsker Lars Kabel fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole giver det masser af medieomtale og lokker turister til byen.

“Elitemagasiner er ofte starten på en citationskæde, der spreder sig til mere mainstream medier og giver spalteplads der, og dermed kommer ud til mange. Men udover den almindelige nyhedsdækning er det afgørende, at et blad som Monocle brander det distinkte, som er et virkelig attraktivt ord at få koblet på sig. Det rammer en særlig gruppe af veluddannede, der tænker internationalt og gerne vil rejse ud til en særlig oplevelse. Den form for omtale kan ikke undervurderes,” siger Lars Kabel.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind