Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Uendelige hvide strande, hedelandskaber med stråtækte rødstensgårde, fyrtårne og bølgende klitter udgør et stykke Danmark, som på mange måder rummer hele essensen af ”Der er et yndigt land”. Tilsæt masser af surferstemning, smørstegt rødspætte, bunkers og jysk lune, så er det opskriften på danskernes foretrukne feriemål i Danmark i 2021.

Det viser en netop offentliggjort analyse, ”Danskernes Ferieplaner 2021”, som VisitDenmark har udarbejdet i samarbejde med Epinion. Danskerne stemmer Vesterhavet ind på en suveræn førsteplads over steder i Danmark, hvor de gerne vil holde deres sommerferie i år. Det er især naturen og den friske luft, der tiltaler de danskere, der foretrækker en kystferie frem for en storbyferie. Det hænger sammen med danskernes stigende begejstring for kysten og naturen, mener direktøren for Destination Vesterhavet.

”Pandemien har trukket veksler på vores frie adfærd, og alle trænger i den grad til at komme ud under åben himmel. Danskerne har det med havet som med cykler, at kærligheden til det ligger nærmest i vores DNA. Man oplever en frihedsfølelse, og skuldrene sænker sig, når man er ved kysten. Hav, sand og vand er essensen af sommeridyl, og det har vi ekstra behov for i år”, siger Peer H. Kristensen, som er direktør hos Destination Vesterhavet.

Stevns Klint får plads blandt verdens geologiske topsteder

Stevns Klint er blevet optaget på en international liste over verdens vigtigste geologiske lokaliteter. Udnævnelsen skal skabe større opmærksomhed om klinten, der allerede er på Unescos verdensarvsliste, og forhåbentlig tiltrække flere forskere og besøgende.

Venstre presser på for at få turismemillioner fordelt

Venstres turismeordfører, Trine Jepsen, presser på for at få de resterende midler fra turismereserven på 200 mio. kr. fordelt. Flere destinationsselskaber bakker op og peger på behovet for investeringer i lokal turismeudvikling.

Fransk tv-program giver Danmark global eksponering

En ny fransk rejsedokumentar om Danmark kan potentielt nå 437 mio. husstande verden over. Programmet er produceret i samarbejde med VisitDenmark og en række destinationsselskaber og skal vise internationale seere flere sider af Danmark som rejsemål.

Log ind