Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Fra næste år skal man til Nordjylland, hvis man vil prøve Danmarks største rutsjebane. Fårup Sommerland investerer således tæt på 100 mio. kr. i en ny forlystelse med titlen Fønix. Rutsjebanen, der forventes at stå klar til påsken 2022, vil tegne sig for den med afstand største forlystelsesinvestering i parkens 46-årige historie. Næststørste investering skete tilbage i 2013, da parken kunne præsentere rutsjebanen Orkanen til et samlet budget på ca. 44 mio. kr.

Se en video-simulator af rutsjebaneturen her.

”Det er en forløsning endelig at kunne afsløre denne store nyhed i Fårup Sommerland, og vi er utroligt stolte over, at vi kan opføre en forlystelse af denne kaliber. Fønix vil formentlig blive en af de største investeringer i den danske turismeindustri i 2022,” siger Niels Jørgen Jensen, direktør i Fårup Sommerland.

Fårup Sommerland har på en normal sæson besøg af ca. 600.000 gæster, men coronapandemien betød sidste år en nedgang på omkring 30 procent i antallet af besøgende. Derfor oplevede parken også det første underskud i 27 år. Men nu skal den største forlystelsesinvestering i parkens historie bringe Fårup Sommerland tilbage til normalt niveau og i løbet af de kommende år mod nye besøgs- og omsætningsrekorder, lyder det fra Fårup-direktøren:

”Det er helt bevidst, at vi opgraderer i en sådan grad på nuværende tidspunkt, og vi ser det som et vigtigt skridt på vejen ud af corona-skyen. Vi har i turismebranchen en stor opgave foran os for at få gæsterne tilbage, og derfor er det afgørende, at vi investerer i vores turismeprodukt og udvikler attraktionerne. Det er det, der skal skabe konkurrencefordele på længere sigt, således at både vi og branchen som helhed kan rejse os fra corona-asken som Fugl Fønix,” siger Niels Jørgen Jensen.

 

Odense Zoo tager hul på stor udvidelse

Odense Zoo har valgt arkitekten til havens største anlægsprojekt siden 1930. Det nye område får temaet Asien og skal danne ramme om både nye dyreanlæg og formidling.

SAS vil udvide markant i Københavns Lufthavn

SAS vil styrke sin position i Københavns Lufthavn frem mod 2030 med en større investering. Flyselskabet forventer, at udvidelsen vil skabe nye arbejdspladser og bidrage til dansk økonomi.

Dragsholm Slot får ny medejer

Dragsholm Slot får M+-koncernen som medejer. Parterne vil arbejde langsigtet med udviklingen af både Dragsholm Slot og Jørgensens Hotel.

Log ind