Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

En ny undersøgelse fra Dansk Kyst- og Naturturisme har kortlagt feriegæsternes tilfredshed i 37 danske kystferiebyer, og resultatet er netop offentliggjort: Skagen kommer ud på en suveræn førsteplads og samtidig høster Sæby en lige så flot 2. plads.

Hos turistforeningen, Turisthus Nord, vækker analysens resultat stor glæde:

”Det er anden gang, at Skagen får førstepladsen i analysen, så jeg har det som en dygtig kok, der lige har fået at vide, at hans restaurant får lov til at beholde sine 3 Michelin-stjerner. Det er fantastisk, for det bekræfter den fornemmelse, vi har, nemlig at de professionelle i turisterhvervet, men også alle byens borgere, tager varmt imod vores gæster,” siger René Zeeberg, direktør i Turisthus Nord. 

René Zeeberg peger på flere årsager til, at Skagen igen henter topkarakter i gæstetilfredshed:

”Alle folk kender Skagen som et dejligt feriemål, og det betyder, at gæsterne har tårnhøje forventninger. Vi gør derfor meget for at skabe en fælles ånd blandt alle, der møder turisterne. Vi koordinerer marketing, udvikling og servicetiltag gennem destinationscafeer, tilbyder kompetenceudviklingskurser og værtsskabskurser, gratis guidede ture for ansatte i branchen samt ’crash courses’ til nye medarbejdere,” forklarer han.

Tivoli gør længere halloweensæson permanent

570.000 gæster besøgte sidste år Tivoli under den forlængede halloweensæson. Nu gør forlystelsesparken udvidelsen permanent og ser potentiale i at styrke efteråret som turismesæson i København.

Turistskat splitter politiske partier

En mulig turistskat på 20 kr. pr. overnatning i Aarhus og København skaber uenighed på tværs af flere partier. Københavns overborgmester Sisse Marie Welling bakker op om en turistskat, mens andre politikere fra blandt andet SF og De Konservative tidligere har afvist forslaget.

Log ind