Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Billy Booze i København havde først glemt at forny sin natbevilling, der udløb uden at nogen – myndigheder eller baren selv – lagde mærke til det. Da fejlen blev opdaget, ansøgte Billy Booze straks om at få bevillingen tilbage, så natklubben kunne fortsætte som tidligere, skriver TV2 Lorry. Men det var ikke nok, og virksomheden har nu fået afslag på ansøgningen om natbevilling.

Hos HORESTA retter erhvervsjuridisk chef Kaare Friis Petersen kritik af Bevillingsnævnets beslutning.

”Der er flere elementer i beslutningen her, som vi anser for at være problematiske. Men i bund og grund er det trist, at en sådan afgørelse de facto vil lukke en virksomhed, hvilket aldrig har været hensigten fra nogens side, siger Kaare Friis Petersen til TV 2 Lorry.

Kaare Friis Petersen, sidder selv i Bevillingsnævnet i Københavns Kommune som observatør. Han mener, at afslaget er en klar fejl. Han ser juridisk belæg for nattilladelsen, og han mener, at Bevillingsnævnet i denne her sag går langt ud over, hvad der var hensigten med stramningerne i natbevillingerne.

Bilhus på Østerbro kan blive hotel med 175 værelser

Et bilhus på Rovsingsgade i København undersøges som mulig placering for et nyt hotel. Projektet ligger i forlængelse af kommunens ønske om at placere flere hoteller uden for Indre By, men kræver ændringer i plangrundlaget.

Nyt teknisk museum skal tiltrække 383.000 gæster

Planerne om at omdanne Svanemølleværket i København til Danmarks Tekniske Museum er rykket videre med en arkitektkonkurrence. Museet forventer 383.000 besøgende om året, og vinderprojektet skal findes i maj 2027.

København afviser loft over store events

Et forslag om at begrænse antallet af store arrangementer i København er blevet stemt ned i Borgerrepræsentationen. Flertallet ønsker ikke et fast loft over begivenheder, der kan skabe aktivitet og omsætning i byen.

Log ind