Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

Slip gaspedalen og oplev Danmarks fantastiske kyster, natur og hyggelige countryside på to hjul. Sådan lyder budskabet fra Small Danish Hotels, der i 2020 springer op på den store klinge, når det handler om tilbud til gæster, som gerne vil bruge rugbrødsmotoren. 

Med sit landsdækkende net af cykelstier, et fladt terræn og korte afstande leverer Danmark optimale betingelser for cykelferie, og det er flere udenlandske gæster faldet for. Den seneste analyse fra VisitDenmark viser således, at cykelturister foretog 9,6 millioner overnatninger i Danmark i 2017, hvoraf de 6,6 millioner var udenlandske turister fra særligt Tyskland, Norge, Sverige og Holland.

De danske gæster stod således for 3 millioner overnatninger. Hos landets største hotelkæde har man derfor sat endnu mere fokus på at skabe oplevelser, der matcher fremtidens tohjulede turister.

”En cykelferie giver masser af gode oplevelser for både børn og voksne. Ud over frisk luft og god motion giver det en helt anden oplevelse at være aktive sammen end at sidde i en bil eller i et fly på vej mod en udenlandsk turistdestination. Vi oplever, at cykelgæsterne gerne vil bo og spise godt, og det betyder en stærkere efterspørgsel på kombinationen af aktiv ferie og højkvalitets overnatningsophold. Danmark byder på 11 nationale cykelruter og med vores overnatningssteder godt placeret over hele Danmark, kan vi imødekomme gæsternes forventninger på nationalt plan”, siger Jørgen Christensen, som er direktør i Small Danish Hotels.

Hotel Hesselet får nyt liv med japansk restaurant og historien i behold

Hotel Hesselet i Nyborg er i gang med en omfattende fornyelse, der skal bringe det knap 60 år gamle hotel ind i en ny tid uden at give slip på stedets særlige historie. Et af de mest markante nye kapitler bliver Restaurant Hi, hvor nordisk gastronomi, japansk inspiration og bare 20 pladser skal danne rammen om en ny restaurantoplevelse.

Museum får 63 millioner til ny udstilling

Danmarks Jernbanemuseum i Odense har fået 63 mio. kr. til en ny udstillingsbygning, der skal stå klar i 2030. Investeringen følger efter et rekordår, hvor museet havde 107.000 gæster.

Log ind