Få indblik i, hvad der rører sig i hotel-, restaurant- og turismebranchen med dagens presseklip.

For år tilbage fravalgte tyske turister Danmark, fordi her var for kedeligt. Nu kommer tyskerne, fordi her er kedeligt. Nogenlunde sådan kan resultaterne af en ny markedsundersøgelse fra Visitdenmark oversættes. Som følge af covid-19 foretrækker størstedelen af tyske turister således rolige og nære destinationer, hvor der ikke vrimler med andre turister. Og det er vel at mærke ikke et krav, at destinationerne samtidig bugner med forlystelser, skriver Jyllands-Posten.

”For 10 år siden kom mange tyske turister ikke til Danmark, fordi her var for få oplevelser. Det billede er nu i gang med at blive vendt på hovedet, idet mange tyskere prioriterer natur, nærhed og tryghed højst. Derudover søger de destinationer, hvor man ikke står som sild i en tønde, og det er positivt for mange af de mindre danske turismedestinationer. I den forbindelse er det faktisk uden betydning, at der måske mangler lidt på oplevelsesdelen,” siger Mads Schreiner, markedschef for Visitdenmark i Tyskland.

Tivoli øger omsætningen efter ny japansk satsning

Tivoli har øget omsætningen med 6 pct. i tredje kvartal, hvor både indtjening og besøgstal er steget. Fremgangen skyldes blandt andet åbningen af det nye japanskinspirerede forlystelsesområde Hikari.

Ny superattraktion i København går ind i næste fase

Planerne om at omdanne Svanemølleværket i København til Danmarks Tekniske Museum tager næste skridt med en arkitektkonkurrence. Museet forventer omkring 383.000 årlige besøgende, og vinderen af konkurrencen skal findes i maj 2027.

Log ind